Error: I'm afraid this is the first I've heard of a "html]" flavoured Blosxom. Try dropping the "/+html]" bit from the end of the URL.
Solidaritet, linkning og sådan
For efterhånden mange måneder siden konstateredes det på Citizen Dane,
at den danske politiske blogosfære kan være svær at få overblik over
- ikke mindst, fordi højre del af spektret er meget "lukket", eftersom
alle de højreeksteme blogs kun linker til sig selv og hinanden og
ligesom ikke anerkender blogs med synspunkter, de er uenige med.
Det drejer sig (nogle nævnt, flere glemt) om ekstremt-paranoide
foretagender som Extreme Blog, Filtrat, Uriasposten,
En dansker i Sverige
og andre faste holdepunkter for den glade dansker, der ikke vil
undvære sin daglige dose af had, had, had - masser af had, især mod
muslimer, intellektuelle og alt, hvad der ellers måtte indgå i "det
xenokratiske hegemoni".
Som et enkelt blik på disse siders links til danske blogs vil
bekræfte, vil enhver søgende efter diversitet og forståelse, der har
forvildet sig ind i denne labyrint, hurtigt finde sig selv strandet i
en blindgyde - i en form for cybernetisk Rip, Rap og Rup-effekt
linker disse blogs vitterlig kun til sig selv, hinanden og Mikkel Andersson, som
ganske vist ikke deler deres xenofobi men til gengæld elsker USAs
udenrigspolitik mindst hundrede gange så meget som Anders Fjogh.
Det er derfor blevet diskuteret på nogle af de mere velanskrevne
"venstreorienterede" eller "progressive" blogs - f.eks. MidtImod,
Bistroisten og Raapil
- om ikke denne side af det politiske spektrum også skulle vise
solidaritet og omhyggeligt linke til de andre "progressive" blogs;
eller om den større pluralisme måske ganske enkelt er et udtryk for et
mere åbent sind; måske "vi" ganske enkelt mangler den totalitære trang
til evindelig at pukke på vore egne meninger som de eneste gyldige og
ustandselig henvise til vore meningsfæller og kun vore meningsfæller?
Eller måske, fordi de politiske blogs på venstre kant er mere åbne og
rummelige også rent emnemæssigt, så de udover det rent politiske
breder sig i 117 andre retninger, så det forekommer lidt underligt
omhyggeligt at linke til meningsfæller, som måske slet ikke
interesserer sig for alle de andre ting, man skriver om?
Men kunne man alligevel ikke forestille sig, som det er blevet
foreslået de forskellige steder (selvom de "venstreorienterede"
blogs aldrig vil danne et lukket, oxygenfattigt kredsløb, som det er
tilfældet med højreekstremerne), at man blev bare lidt
flinkere til at gøre opmærksom på de af sine meningsfæller, som i det
mindste er af høj kvalitet?
Hvordan det så end måtte forholde sig, har jeg besluttet at råde
bod på disse
mangler og opfordre til at støtte en god sags tjeneste ved at linke
til tre "progressive" blogs af høj kvalitet, nemlig Bistroist, Citizen Dane og Raapil Unblogged.
Måtte andre gøre det samme. Linkningen er naturligvis ikke
ensbetydende med, at jeg til hver en tid vil være enig med alt, hvad
disse herrer siger og skriver; kun, at jeg med mit politiske ståsted
har fundet gode og intelligente kommentarer på disse sider, og at de
måske nok kunne være et besøg værd.
Kender du til en blog af tilsvarende høj eller højere kvalitet, som
jeg ikke har fået med, er du velkommen til at sende mig et
link, og så vil jeg fluks skynde mig at overveje sagen. #